Gå til hovedindhold

Nul tolerance over for vanvid på vejene

Bragt på sn.dk

Indhold

    Af Trine Bramsen, transportminister (S)

    Så skete det igen. I weekenden blev en 60-årig, uskyldig kvinde dræbt. Alt tyder på, at der er tale om hasarderet vanvidskørsel. Politiets foreløbige vurdering er, at to unge mænd har kørt om kap.

    I deres totale mangel på ansvar, blev to helt uskyldige mennesker ofre. Den ene døde og den anden blev hårdt kvæstet. Hvordan man kan få sig selv til at bringe andres liv i fare på grund af kådhed på vejene, begriber jeg ikke. Det er så usandsynlig dårlig opførsel, at der ikke findes ord for det.

    Det er egoistisk og mangel på forståelse for, hvad det er for et fællesskab, vi bor og lever i. Det er ikke længe siden, vi strammede lovgivningen for vanvidskørsel. Med markant hårdere straffe og konfiskationer. Desværre kan vi konstatere, at der er brug for endnu mere.

    Vi kan ikke bare se til, mens uskyldige bliver dræbt, og vanvidsbilister fortsætter med at sprede skræk og rædsel på vejene. Derfor ser vi lige nu på, hvordan vi kan stramme nettet om vanvidsbilister. Men skærpet lovgivning kan ikke gøre det alene. Der er også brug for, at flere siger fra, når de hører eller ser den uansvarlige opførsel eller manglen på respekt for færdselssikkerhed.

    Der hviler et stort ansvar på os alle for at stoppe vanvidsbilister. Det ansvar tager vi fra regeringens side på os. Men i sidst ende er det vanvidsbilisterne, der skal forstå deres ansvar – og stoppes langt tidligere.