Gå til hovedindhold

Trine Bramsen: Flere danskere skal trampe i pedalerne

.

Indhold

    TRINE BRAMSEN
    Transportminister

    Siden jeg var barn, er andelen af børn, der køres i bil til og fra skole steget næsten 200 procent. Alene inden for de sidste 10-15 år er antallet af børn, der cykler, faldet næsten 30 procent. Jo yngre børnene er, jo oftere bliver de kørt i bil til skole. Den udvikling kan vi ikke bare lukke øjnene overfor. Ikke når vi ved, hvor stor betydning det har for børn, at de cykler. Det har stor betydning for børnenes sundhed, indlæring, sociale liv og evne til at begå sig i trafikken. I det bredere samfund har de gode cykelvaner også betydning for både klimaet og trængslen på vejene.

    Der er blevet længere til skole for mange børn i landet. Og andre steder medgiver jeg til fulde at investeringer i cykelstier er påkrævede. Det kan forklare noget af den negative udvikling. Men langt fra hele udviklingen. For selv der, hvor der er kort til skole eller nyanlagte cykelstier, er bagsædet på mors eller fars bil alligevel i høj kurs. Når vi kigger på de voksnes cykelvaner, ser det desværre heller ikke for godt ud. På distancen 2 til 3,9 kilometer, som må formodes at være en overkommelig cykelrute for de fleste, er det blot 17 procent, der tilbagelægger turen ved at trampe i pedalerne. De tal går ondt. For vi er et land, der bryster os af at være cykelnation.

    Om kort tid kommer Tour de France til landet og vores selvforståelse som cykelnation bliver utvivlsomt styrket. Det ændrer bare ikke på de kolde fakta. Fra politisk hold har vi lige skubbet 200 millioner kroner ud i kommunerne til nye cykelstier. Og endnu flere penge er på vej de kommende år fra cykelpuljen i investeringsplanen. Men de mange cykelstier skal også gerne bruges. Ikke for cykelstierne eller politikernes skyld. Men fordi det gavner det enkelte barn, den enkelte voksen og hele Danmark, når flere cykler.

    Som transportminister vil gerne derfor gerne stille noget så usædvanligt som et helt åbent spørgsmål. Færre danskere cykler. Hvad gør vi?