Gå til hovedindhold

Trine Bramsen: Vi har lukket øjnene og svigtet voldsramte kvinder

.

Indhold

    Trine Bramsen, minister for ligestilling (S)

    Cirka 38.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk vold fra en partner . Det er lige så mange mennesker, som der bor i Køge.

    Volden kan være psykisk eller fysisk. Den kan have stået på i kortere eller længere tid. Og i værste fald kan den ende med mord. I gennemsnit dræbes en kvinde hver måned af en partner eller ekspartner.

    Fælles for de voldsramte kvinder er, at vi svigter dem. Som samfund har vi desværre i alt for vid udstrækning lukket øjnene for volden. Vi har bildt os selv og hinanden ind, at vold i parforholdet er noget, der hører privatlivet til. Det er også baggrunden for, at en større procentdel af danskerne svarer, at de har haft mistanke om vold - men ikke har blandet sig.

    Men vi skal have gjort op med volden som noget, der er privat, og som man ikke blander sig i. Vold kan aldrig accepteres. Slet ikke når vi ved, at den i de værste tilfælde kan accelerere og ende med drab. Derfor er tiden kommet til, at vi ser på vold i parforhold med fornyede briller. Vi skal som nære relationer og som samfund være langt bedre til at række ud til dem, som kunne have brug for hjælp.

    Det kræver selvsagt viden om, hvordan man hjælper en voldsramt bedst. Derfor skal dette være en central del af en ny handlingsplan mod vold. Men vi skal også turde adressere voldsudøverne. Vi ved, at de med stor sandsynlighed tager volden med videre til næste parforhold, hvis ikke der handles på den voldelige adfærd. Derfor skal der også være langt mere fokus på voldsudøvere.

    I alt for mange år har vi svigtet kvinder ved at lukke øjnene over for vold i parforhold. Vi kan ikke gøre fortidens fejl om. Men vi kan gøre vores bedste for, at de ikke gentager sig. Vores indstilling til vold i parforhold skal ændres. Den ændring kræver, at vi alle åbner øjnene.