Gå til hovedindhold

Vi skal værne om retten til abort

Bragt på Avisendanmark.dk

Indhold

    Af Trine Bramsen (S), minister for ligestilling

    Debat: Amerikanske kvinders ret til abort er i risiko for at blive afskaffet. Hvis den amerikanske Højesteret beslutter at underkende retten til abort, vil der være givet grønt lys for at aflyse den rettighed, som kvinderne i det store land fik tilkæmpet sig for 50 år siden.

    En rettighed, som har givet millioner af kvinder frihed i livet og ret til selv at bestemme over deres egen krop. Og som har givet endnu flere millioner af kvinder tryghed i livet og i seksuallivet.

    For hvis nu det uønskede skulle ske - så var der en løsning. Hvor stor betydning retten til abort har for kvinders ligestilling kan ikke overvurderes. For kvinder, der lever med retten til abort, kan det være svært at forestille sig, hvor meget frygt seksualitet var forbundet med, inden retten til abort blev givet. Og hvor mange fremtidsdrømme der måtte skrinlægges, når brysterne blev ømme, og morgenkvalmen meldte sig.

    Vi må aldrig tage kvinderettigheder for givet. Vi har set kvinder blive sat tilbage i både Polen og Ungarn.

    I de lande, hvor kvinder ikke har ret til abort, er der ofte flere aborter - og ikke mindst flere usikre eller direkte farlige aborter.

    Det i sig selv burde være argumentation nok for slet ikke at overveje at ændre på rettigheden. Men det understreger også, at vi aldrig må tage kvinderettigheder for givet. Vi har set kvinder blive sat tilbage i både Polen og Ungarn.

    Og når nu USA - frihedens eget land - kan være på vej i samme retning. Så er der grund til at tænde ligestillingsalarmen. Og der er grund til at bakke op om de mænd og kvinder, der lige nu kæmper imod tilbageskridt for kvinder.