Gå til hovedindhold

Vi svigter ofrene, når vi betragter partnervold som et privat anliggende

Partnervold er et problem, som de fleste lukker øjnene for, fordi det foregår bag hjemmets fire vægge. Det skal vi holde op med, for det er et samfundsproblem.

Indhold

    TRINE BRAMSEN
    minister for ligestilling

    I weekenden dræbte en 73-årig mand sin 72-årige hustru i Svendborg. Det er endnu et drab på kvinder. Det sjette bare i år. Ofte er der advarsler i form af partnervold. Vi skal derfor have brudt de barrierer, der gør, at vi ikke blander os i medmenneskers liv, når vi har mistanke om, at der foregår psykisk eller fysisk vold.

    Cirka 38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk vold fra deres partner. Volden sker i hjemmet. Det sted, hvor der bør være allerstørst tryghed og sikkerhed. Men sådan er det altså langtfra for en alt for stor gruppe af danskere. Dagligt lever de med volden i det forhold, der som oftest er startet med en kærlighedsrelation og store drømme om fremtiden. Måske er det netop derfor, at vi i Danmark er dårlige til at tale om volden, til at opdage den og til at stoppe den, inden den eskalerer. For volden ødelægger billedet af det lykkelige forhold.

    Der er mange bud på, hvorfor vi ikke blander os i partnervolden. Men tilbage står, at vi med den omfattende partnervold har et samfundsproblem, som kræver, at vi tager et langt større ansvar. Vi bliver nødt til at blande os langt mere ved mistanken om partnervold. Vi skal blande os som myndigheder, som familier, som venner og som naboer. Og vi skal blive langt bedre til at vide, hvad det er, vi skal holde øje med. For volden er et fængsel, som det kan være så ufatteligt svært at bryde med. Mange voldsofre ender i en stor ensomhed, hvor volden bliver hverdag – og hvor det som voldsoffer kan opleves, som om volden ikke er selvforskyldt eller på anden måde en normalitet.

    I Storbritannien har professor i kriminologi Jane Monckton-Smith studeret næsten 400 partnerdrab. Hendes konklusion er klar. Partnerdrab er nogle af de mest forudsigelige drab. Det står i modstrid til det billede, vi tegner i offentligheden. At den glødende kærlighed pludselig får en såret mand til at begå mord. Professor Monckton-Smiths forskning viser, at den forståelse ikke holder. De fleste partnerdrab på kvinder er både planlagte og forudsigelige. Og det betyder altså samtidig, at de kan forebygges.

    I Danmark er der årligt cirka 12 partnerdrab på kvinder. 56 pct. af alle myrdede kvinder i Danmark myrdes af en partner eller tidligere partner. Hertil kommer det meget store antal kvinder, der udsættes for partnervold. Også alvorlig vold. Vold, som altså kan føre til drab. Derfor er der ingen undskyldninger overhovedet for ikke at åbne øjnene og styrke vores indsats.

    Jane Monckton-Smith beskriver otte stadier, som fører til partnerdrab, og som vi som samfund skal forstå. For det første er gerningsmanden voldelig, allerede før offer og gerningsmand finder sammen. Typisk har gerningsmanden haft voldelig eller stærkt dominerende adfærd i tidligere forhold. Stadie to handler om, at det går stærkt, når de to møder hinanden. Gerningsmanden udviser stor opmærksomhed og er med sin adfærd med til at sikre, at forholdet hurtigt bliver seriøst. Ofte flytter de to hurtigt sammen, bliver gift eller skal have et barn.

    Allerede her bemærker familier ofte, at der er noget, der er unormalt. Stadie nummer tre beskriver Monckton-Smith som kontrolstadiet, hvor kontrollen fra gerningsmanden bliver tydeligere. Med konstant overvågning eller mistillid. Stadie fire beskrives, som at gerningsmandens magt over sin partner er truet. Eksempelvis forsøger voldsofferet at forlade ham eller truer med at gøre det. Det fører til stadie fem, hvor kontrollen optrappes.

    Gerningsmandens magt eller status søges genoprettet gennem en kavalkade af følelser – som kan være alt fra trusler om selvmord, at tigge offeret om at komme tilbage – eller det kan være trusler om vold eller stalking. Ifølge professoren er det i stadie seks, at tanken om mord opstår. Kontroltabet bliver for stort, og dermed får gerningsmanden oplevelsen af, at han er det sande offer. I stadie syv planlægges mordet. Her kan skaffes våben, lægges planer for selve mordet og planlægges, hvordan der slippes af med liget. I stadie otte gennemføres mordet.

    Hvis ikke vi som samfund får skabt forståelsen af, at vold i hjemmet kan føre til mord, så får vi aldrig brudt den kedelige statistik for partnerdrab, som har været konstant i alt for mange år. Og vi får heller ikke hjulpet den alt for store gruppe af medborgere, som lever med vold. Derfor arbejder vi i regeringen lige nu på en handleplan, der skal ændre vores syn på partnervold. Ofre skal have langt bedre mulighed for hjælp, og vi skal sætte ind tidligere. Og der skal være langt større fokus på voldsudøverens adfærd og muligheden for behandling, så gentagelser undgås, og vi bryder voldscirklen.

    Men vi kommer ikke uden om, at initiativer ikke kommer til at hjælpe, hvis ikke vi som samfund bryder forståelsen af, at når der foregår vold hos naboen eller et familiemedlem, så har vi et ansvar for at reagere. Vi kan ikke blive ved med at lukke øjnene over for partnervolden. Når vi betragter vold som et privat anliggende, svigter vi ofrene.