Covid-19

Der gælder en række restriktioner for luftfarten og krav om coronapas i partybusser. Det kan du læse om nedenfor. Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger gælder også stadig.

26. november 2021

Forbud mod at lande med passagerer uden negativ test fra røde lande

Fra lørdag den 27. november 2021 gælder der et forbud mod at lande i danske lufthavne med passagerer, der flyver fra en række lande, der er blevet klassificeret som røde, hvis passagererne ikke har en negativ PCR-test. Dette forbud sker som reaktion på en ny bekymrende virusvariant, som særligt er blevet registreret i Sydafrika.
Kravet om negativ test gælder for flypassagerer fra og med 15 år, der flyver fra landene Botswana, Lesotho, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Eswatini og Zimbabwe.

Krav om mundbind eller visir i forbindelse med flyrejser

De danske lufthavne stiller fortsat krav om, at flyrejsende skal bære mundbind eller visir med henblik på at overholde de fælles europæiske retningslinjer udstedt af den europæiske luftfartssikkerhedsorganisation EASA. Du skal derudover tjekke med dit flyselskab, om de kræver, at du bære mundbind ombord på flyet.

Luftfartsselskaber skal videregive passageroplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed

Fra onsdag den 24. februar 2021 skal luftfartsselskaber i forbindelse med flyvninger til Danmark fra udlandet registrere og videregive oplysninger om passagerer og besætningsmedlemmers navn, telefonnummer og fly- og pladsnummer til Styrelsen for Patientsikkerhed. Oplysningerne skal anvendes i forbindelse med smitteopsporingsindsatsen.

Oplysningerne skal videregives senest 3 timer efter ankomst til en dansk lufthavn på en flyvning fra udlandet. På flyvninger der ankommer efter kl. 19, skal oplysningerne senest videregives kl. 8 den efterfølgende dag.

Krav om coronapas ved servering/salg af alkohol i busser

Fra fredag den 12. november vil der være krav om coronapas, hvis man får serveret eller køber alkohol i bussen. Dette er særligt relevant for partybusser. Kravet indføres efter at Folketingets Epidemiudvalg har besluttet, corona igen skal kategoriseres som samfundskritisk sygdom, og i den forbindelse har besluttet krav om coronapas i en række situationer.

Kravet om coronapas gælder kun, når alkohol serveres eller sælges af personale tilknyttet bussen, og gælder således ikke, hvor passagerer indtager eget medbragt alkohol.