Færdselsstyrelsen i Ribe vokser med 50-70 medarbejdere

Færdselsstyrelsen bliver med overtagelse af hele kørekortområdet tre gange så stor, og hovedkontoret i Ribe skal ansætte en række nye medarbejdere.

Foto af Færdselsstyrelsens bygning i Ribe
Bygningsstyrelsen

13. februar 2021

Som en del af politiforliget er det aftalt, at Færdselsstyrelsen fra den 1. oktober 2021 skal overtage hele ansvaret for kørekortområdet. Det betyder, at der kommer omkring 300 årsværk ekstra. De fleste er spredt rundt i landet, hvor de også i fremtiden skal afvikle teoretiske og praktiske køreprøver.

Den store opgave betyder dog også, at landskontoret i Ribe trækker en række stabsfunktioner fra København til Ribe, hvor der skal bruges 50-70 ekstra årsværk til blandt andet en it- og en hr-afdeling.

- Det er en stor opgave, som Færdselsstyrelsen nu skal løse de kommende år i forhold til at rette op på ventetider på kørekort. Siden 2016 har styrelsens 160 mand haft til huse i Ribe, og jeg er som minister rigtig glad for, at de nu gør klar til at tage endnu flere opgaver. Regeringen har en klar ambition om, at der skal være balance i hele landet, og her er tale om gode statslige arbejdspladser, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Styrelsen forventer at øge medarbejderstyrken i Ribe med 50-70 årsværk frem mod overtagelsen af driften af de nye ressortområder den 1. oktober 2021. Med de nye ressortområder forventer styrelsen, der i dag bor i den gamle amtsgård, at skulle finde supplerende kontorfaciliteter i Ribe.

- Det bliver en stor opgave at få så mange medarbejdere ind på så kort tid. Jeg håber, at der er nogle, der vil flytte med opgaven og benytte muligheden for at skifte storbyen ud med Ribe. Jeg kan sige, at jeg aldrig selv har fortrudt, at jeg tog fra København til Sønderjylland for snart 30 år siden, siger Benny Engelbrecht.

Ud over styrelsens landskontor i Ribe kommer Færdselsstyrelsen til at bestå af en række køreprøvecentre fordelt over hele landet, så mulighederne for at gå til køreprøve lokalt bliver fastholdt. Kørekortadministrationen har hidtil haft til huse i Politiets Administrative Center (PAC) i Holstebro. Som en del af Færdselsstyrelsen vil Kørekortadministrationen forblive i Holstebroområdet.