Fartbøder kan blive forhøjet med 20 procent

Et nyt politisk forslag fra regeringen vil betyde, at fartbøder bliver forhøjet med 20 procent.

Foto af en hovedvej
Foto: Rene Strandbygaard

25. august 2021

Fra den 1. januar 2022 kan det blive endnu dyrere at køre for stærkt i trafikken. Som led i udmøntningen af Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023 fremlægger regeringen således et forslag, der indebærer, at alle fartbøder forhøjes med 20 procent i forhold til i dag.

- Vi ved, at for høj fart er en væsentlig årsag til trafikulykker, og der er stadig alt for mange, som har foden for tungt placeret på speederen. Det kan få fatale følger for både bilisten og de mange trafikanter, der færdes på vejene. Derfor er det vigtigt, at størrelsen på fartbøderne følger med tiden. For når vi hæver fartbøderne, så der tages højde for samfundets pris- og lønudvikling, får vi en bedre trafiksikkerhed herhjemme, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Hvis man for eksempel i en personbil kører 80 kilometer i timen i en byzone, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen, vil man kunne se frem til en bøde på 4.200 kroner.

Forslaget er en del af udmøntningen af Aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, som regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige står bag.

- Høj fart er et udbredt problem, der skaber utryghed på vejene og i værste fald kan have fatale konsekvenser. Derfor er jeg glad for, at partierne bag flerårsaftalen for politiet og anklagemyndigheden er enige om at hæve fartbøder til et nutidigt niveau og bruge de ekstra midler på bl.a. flere betjente og nye nærpolitienheder i hele landet, siger justitsminister Nick Hækkerup.

Forslaget er sendt i offentlig høring og er planlagt til at skulle fremsættes i Folketingets åbningsuge. Hvis det bliver vedtaget, træder de forhøjede bødetakster i kraft den 1. januar 2022.