Fejl i teoretisk kvalifikationsprøve for chauffører

Færdselsstyrelsen har fundet fejl i et testsystem, der betyder, at for mange har fået et ”bestået” i den teoretiske prøve til taxi-kvalifikationskurset. Fejlen får ikke konsekvenser for chaufførerne.

Foto: Ulrik Jantzen

03. februar 2021

Færdselsstyrelsen har den 28. januar 2021 opdaget en fejl i en algoritme i testsystemet Multitest, som har medført, at kursister fejlagtigt er blevet registreret som bestået i forbindelse med den teoretiske prøve ved kvalifikationskurset for chauffører.

Prøven blev indført med den nye taxilov og er afslutningen på et to ugers kursus i blandt andet kundeservice og arbejdsret. Kurset er et krav for at kunne få et chaufførkort. Der er krav om deltagelse på kurset, og prøven er den teoretiske afslutning på kurset, foruden en praktisk prøve med en kørelærer som skal bestås. Færdselsstyrelsen har konkluderet, at fejlen ikke har betydning for færdselssikkerheden.

Det vil ikke få konsekvenser for den enkelte chauffør, at denne eventuelt har fået et forkert prøveresultat.

- Det er selvfølgelig ekstrem uheldigt, at systemet har bestået flere kursister end der reelt er belæg for. Det bliver omgående rettet, og fremover bliver der indført en ekstra kontrolprocedure i styrelsen, så en sådan fejl ikke kan gentage sig uden at blive rettet. Jeg har bedt styrelsen om at sørge for, at der er et tilbud til chauffører, der er i tvivl om de har fået det rette udbytte af kurset, siger transportminister Benny Engelbrecht

Den fejlbehæftede algoritme er implementeret i forbindelse med den nye taxilov, og har således været i systemet fra 1. januar 2018 til 28. januar 2021.