I Herning kører de grønt

Ambitiøs samarbejdsaftale om klimaet indgået mellem Herning Kommune og regeringen.

El-bus på Amager Fælled
Foto: Ulrik Jantzen

25. maj 2021

Herning Kommune er langt fremme med de klimavenlige indsatser, når det gælder den kollektive trafik og den kommunale kørsel i øvrigt. Renovationsbiler og bybusser kører på el fra i år, hvor der desuden lægges en plan for, hvordan resten af den kommunale bilpark kan køre grønt.

Derfor er det også naturligt, at kommunen nu indgår en klimasamarbejdsaftale med regeringen.

- Med aftalen ønsker vi at sende et meget tydeligt signal om, at Herning Kommune mener den grønne og klimavenlige dagsorden alvorligt, siger Lars Krarup, (V), borgmester i Herning Kommune.

Klimasamarbejdsaftalen med regeringen er lig den, regeringen sidste år indgik med seks af landets største kommuner. Siden er en række kommuner kommet til – og nu altså også Herning.

- Et bredt flertal i Folketinget har forpligtiget sig på at begrænse CO2-udslippet med 70 procent i 2030. Det kræver, at alle trækker i samme retning, og her er kommunernes tilslutning til de fælles klimasamarbejdsaftaler et vigtig skridt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Herning Kommune som en af landets store kommuner har indgået en aftale med regeringen, og jeg er sikker på, at andre kommuner i området vil lade sig inspirere af Herning, siger transportminister Benny Engelbrecht, (S).

Aftalen læner sig op ad en række andre grønne initiativer fra Herning Kommune.

- Da vi lagde de kommunale budgetter for 2021-2022, satte vi yderligere fart på arbejdet med bæredygtighed. Sidste år indtrådte vi således også i DK2020-samarbejdet, og vi er nu ved at udarbejde den ambitiøse klimaplan, som DK2020 forpligter til. Også i den sammenhæng er det af stor betydning, hvordan vi agerer på transportområdet. Derfor er klimasamarbejdsaftalen med regeringen om den kollektive og kommunale trafik og kørsel helt naturlig, siger Lars Krarup.

Der er da også stadig nye, grønne mål at stile efter for Herning Kommune. Der er i øjeblikket 85 hybridbiler i hjemme- og sygeplejen, men der kan tages flere grønne initiativer på transportområdet bredt i hele kommunen. Samtidig skal også lokalbussernes kørsel gøres mere klimavenlig ved kommende udbud.