Svag stigning i trafiktallene for uge 3

I sidste uge var der en lille stigning i antallet af danskere på vejene og i den kollektive trafik, men niveauet ligger stadig lavt i forhold til samme periode sidste år.

Tog og biler på Storebæltsbroen
Foto: Ulrik Jantzen

28. januar 2021

Den første måned af 2021 går på hæld og resultaterne af den delvise nedlukning af samfundet er tydelige, selvom der fortsat er udfordringer med øget smitte fra nye mutationer af covid-19. Trafiktallene for uge 3 viser, at danskerne holder sig mere hjemme end samme periode sidste år, dog er der en svag stigning i rejseaktiviteten.

- Det er et lille lyspunkt i en mørk tid, at det er så tydeligt i den kollektive trafik og på vejene, at dem der kan, fortsat holder sig hjemme. Også selvom vi ser en svag stigning i rejseaktiviteten er der god plads i busser og tog og på vejene til dem, der skal afsted. Jeg vil dog gerne huske alle på, at den britiske mutation af covid-19 ikke er under kontrol endnu, og det er derfor for tidligt at give slip på restriktionerne, siger transportminister Benny Engelbrecht.

På trods af den svage stigning i personbiltrafikken, ligger trafiktallene fortsat omkring 30 procent lavere end samme periode sidste år. Det gælder også for personbiltrafikken over Storebælt. Desuden er personbiltrafikken over Øresund ca. 65 procent lavere end samme periode sidste år, og den er samtidig svagt faldende.

I forhold til den kollektive trafik viser udviklingen i rejsekortaktiviteten, at der er omkring 60 procent færre med den kollektive trafik, men at rejseaktiviteten her også er svagt stigende.