Transportministeren deltager i statsbesøg i Tyskland 12.-13. november

Når Hendes Majestæt Dronningen aflægger statsbesøg i delstaten Bayern fredag den 12. november 2021, er det med transportminister Benny Engelbrecht som regeringens repræsentant.

10. november 2021

Den 12.-13. november 2021 aflægger Hendes Majestæt Dronningen statsbesøg i delstaten Bayern i Tyskland. Det sker som en del af et firedage langt statsbesøg i Tyskland, som indledes i Berlin den 10. november.

På denne sidste del af statsbesøget ledsager transportminister Benny Engelbrecht Hendes Majestæt Dronningen som regeringens repræsentant. Det foregår i delstaten Bayerns hovedstad München, hvor der blandt andet er et besøg på Glyptothek og Munich Urban Colab på programmet.

- På transportområdet har vi et godt og tæt samarbejde med Tyskland ikke mindst i forbindelse med anlægget af tunnelen under Femern Bælt. Jeg ser frem til at ledsage Hendes Majestæt Dronningen på den sidste del af det vigtige statsbesøg, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Transportministeren vil ligeledes deltage i statsbanketten fredag aften.