Gå til hovedindhold

LGBT+ personer er mere udsat for partnervold og har særlige udfordringer

Ny undersøgelse viser, at lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (LGBT+ personer) kan opleve særlige udfordringer, når de vil forlade et voldeligt parforhold og er usikre på, om de kan få den rette hjælp i etablerede tilbud. Det skal ses i lyset af, at de er i større risiko for at opleve vold fra en partner.

Udsnit af forsiden på publikationen

Indhold

    SEXUS-undersøgelsen fra 2020 viste, at der er væsentligt forhøjet risiko for at blive udsat for partnervold blandt LGBT+ personer. For eksempel har homoseksuelle mænd 2,5 gange højere risiko for at opleve partnervold end heteroseksuelle mænd, og biseksuelle kvinder har over 1,7 gang højere risiko end heteroseksuelle kvinder. VIVE’s nye undersøgelse dykker ned under tallene og ser på de dynamikker og udfordringer, LGBT+ personer kan opleve, når de er udsat for partnervold.

    Ligestillingsminister Trine Bramsen udtaler:

    - Vold og overgreb i parforhold er helt uacceptabelt i Danmark. Tal viser, at LGBT+ personer er i større risiko for partnervold alene på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Generelt kan det være svært at søge hjælp og bryde med et voldeligt parforhold. Undersøgelsen tyder på, at det kan være endnu sværere, hvis man samtidig er homo-, biseksuel eller transkønnet. Derfor vil undersøgelsens resultater indgå i arbejdet med en ny LGBT+ handlingsplan.

    Undersøgelsen peger på, at de interviewede LGBT+ personers oplevelse med partnervolden på mange måder ligner det generelle billede af partnervold. Samtidig kan LGBT+ personer dog have særlige udfordringer, som bunder i både egne og andres forståelser af køn og seksualitet, og som kan gøre det svært at bryde med en voldelig partner og opsøge hjælp.

    For eksempel kan det være svært for bøsser at anerkende partnervolden, hvis man har en forståelse af, at mænd ikke udsættes for partnervold. Eller en lesbisk kan møde manglende forståelse, fordi omgivelserne ikke tager vold udøvet af en kvinde alvorligt. LGBT+ miljøernes begrænsede størrelse kan også være fastholdende, fordi man fx som lesbisk i en mindre by kan bekymre sig om de sociale konsekvenser ved et brud eller tvivle på, om det vil være muligt at finde en anden partner.

    De interviewede oplever også, at det kan være svært at søge hjælp i de eksisterende tilbud, fordi der ikke er tilstrækkelig viden om de nævnte LGBT+ problematikker, eller om hvad det betyder fx at være transkønnet.

    Undersøgelsen er bestilt af Ligestillingsafdelingen under ligestillingsministeren. Den bygger på tal fra SEXUS-undersøgelsen, udvalgt litteratur om LGBT+ partnervold, 11 interviews med LGBT+ personer, der har oplevet partnervold og tre interviews med fagprofessionelleder, der blandt andet arbejder med støtte til personer udsat for partnervold.

    Du kan læse hele undersøgelsen her