I har alle fortjent et godt nytår!

Check-in.dk

22. december 2020

Af transportminister Benny Engelbrecht (S)

Vi ved alle, at det har været et svært år. Et voldsomt år. Når en global epidemi som COVID-19 raserer verden, går ingen ram forbi. Virksomheder, firmaer og erhverv har været under stort pres meget, meget længe – og vil nok være det en rum tid endnu. Det gælder ikke kun for luftfarten.

Også restaurationsbranchen, hoteller, de mange selvstændige og vores kultur- og oplevelsesbrancher har haft et hårdt år. Jeg tror ikke, der er et eneste menneske tilbage her i landet, som ikke har mærket konsekvenserne af virussen.

Vi er alle fanget i det samme skydække af uvished. Vi ved lige så lidt om, hvornår pandemien er endeligt slut, som vi vidste, at den ville komme – og hvis der er nogen, jeg ville ønske at kunne give et svar, så er det jer.

Billederne af de mange tomme terminaler er forfærdelige. Fly efter fly, som står linet op på landingsbanerne med kolde motorer, går lige i hjertet – og bagagebåndene, der er holdt op med at køre, kan slukke selv den sidste, vedholdende julegnist.

At lukke grænserne og forhindre passagererne i at flyve som hidtil har ikke alene en konsekvens for de mange, som har måtte aflyse påske-, sommer-, efterårs- og nu også juleferier. Det har også en direkte konsekvens for lufthavnene, for luftfartsselskaberne og for de mange forretningsdrivende, som har medregnet en vis omsætning fra lufthavnssalg i årets budget.

Tusindvis af ansatte har været sendt hjem. Mange er blevet fyret. Økonomien svandt hurtigere ind, end flyene kunne nå at lande, og selvom vi har forhandlet nogle gode hjælpepakker på plads til både de berørte selskaber og virksomheder, så ved jeg godt, det kun er et plaster på såret. Det har hjulpet jer en del af vejen, men det har stadig været nødvendigt for mange af jer at tage drastiske skridt som nedskæringer, fyringer og i enkelte tilfælde konkursbegæring.

Jeg håber for os alle, at 2021 bliver et lysere år. Vaccinerne er på vej, og når der er styr på folkesundheden, er jeg sikker på, at der også kommer gang i luftfarten igen.

Vi er mange, som ser frem til at kunne rejse igen – og så regner jeg også med, at 2021 bliver året, hvor vi for alvor kan dedikere endnu mere tid og handlekraft til den grønne omstilling. COVID-19 har sat mange ting på pause, men vi er fortsat i fuld gang med gøre vores liv, vores samfund og vores transportsektor endnu mere klimavenlig, bæredygtig og CO2-neutral.

Det arbejde skal der sættes endnu mere kul på i det nye år, og jeg forventer, at vi kan fortsætte det gode samarbejde, så vi sammen kan gøre luftfartssektoren – og dermed hele transportområdet – endnu grønnere.

Foreløbig vil jeg blot ønske alle et lykkebringende og Corona-sygdomsfrit nytår. Det er jer vel undt.